Brynhild Tophøj
Fra jeg fik den første gulvklud at brodere på, har jeg elsket håndarbejde.
Da jeg var 9 år gammel, gav min mor mig garn til en islænder med mønster
og lærte mig at strikke med to farver over hver sin pegefinger.
3 uger senere var trøjen færdig. Lige siden har jeg syet,
strikket, farvet, spundet og broderet.
Men da jeg første gang oplevede løbbinding, tænkte jeg alligevel,
at det var alt for langsomt til mit temperament.
Det skulle dog lige prøves. Og så var jeg solgt. Solgt til den teknik der kaldes tybrindbinding.
Et åbent løb hvor man kan se både sjæl (den pølse man binder om) og bindetråd.
Farverne spiller sammen, og man bestemmer selv både farvespil og form.
Det er udfordringen, og det er det sjove!
Jeg underviser på kurser og workshops, og udstiller fra tid til anden.
Men først og fremmest binder jeg.
Hver dag. Jeg har større projekter som bindes ved arbejdsbordet,
mindre som bindes foran fjernsynet eller på tur.
Jeg har altid flere ting i gang samtidig – noget til enhver lejlighed.
Og så arbejder jeg på at udbrede kendskabet til tybrindbinding.
Fire hæfter, om tybrindbinding med teknikker og inspiration, er det blevet til.
Mit arbejde kan følges på instagram/tovligheder og på hjemmesiden www.tovligheder.dk